FEM SKARPE: Emil Kristensen sætter sit All-Star-hold

Sommeren igennem tager vi temperaturen på profiler fra Metal Ligaen, udlandet og landsholdet.
Af Thomas NielsenI dagens udgave af vores lille sommer-serie kigger vi ud og har fundet en af vores stærke, udlandsprofessionelle VM-backer.
26-årige Emil Kristensen har spillet i Sverige og Finland de seneste seks sæsoner, men den forgangne sæson var hård med en slem hjernerystelse, der kostede stort set hele sæsonen og tilmed også den sjette VM-deltagelse på stribe.
Vi fangede vestjyden til fem skarpe.
Hvad har været karrierens højdepunkt indtil nu?
Ubetinget VM i Boxen sidste år.
Hvad har været karrierens lavpunkt?
Det var hårdt at komme til Sverige som ung, men det er klart, at det har været den her trælse skade. Vi troede, at det blot skulle vare et par uger, men at det skulle tage så lang tid, det har været hårdt.
Hvad er de største forskelle på svensk og finsk hockey?
I begge ligaer bliver der spillet i lige højt tempo og med lige så gode skøjteløbere.
I Sverige spiller de måske en lille smule smartere ishockey, og det er lidt mere systempræget. Samtidig er holdene nok lidt bredere, hvis man kigger på fjerdekæderne.
I Finland er det til gengæld mere fysisk præget, og der bliver spillet ud over stepperne.
Hvis du skal pege på én ting at opnå resten af karrieren, hvad skulle det så være?
At vinde et mesterskab.
Hvordan ser dit All-Star-hold af medspillere gennem din karriere ud?
Målmand: Frederik Andersen
Back: Philip Larsen
Back: Jesper Jensen Aabo
Center: Frans Nielsen
Wing: Nikolaj Ehlers
Wing: Broc Little

