Vi kan se at du anvender AdBlock til at skjule reklamer på vores site. Vi håber at du vil overveje at tillade reklamer på vores site, så vi fortsat kan skabe masser indhold af høj kvalitet til dig.

Template for Oddset widget

LANDSHOLDSTJEK: Fem friske bud fra ligaen

Foto af DIU

I det kommende landsholdsbreak skal også A-landsholdet i aktion. Vi giver landstrænerteamet fem friske Metal Liga-bud til truppen.

Af

I dagene 7.-10. februar spiller seniorlandsholdet træningsturnering i Klagenfurt i det sydlige Østrig. Her venter modstandere som Norge og Frankrig foruden de østrigske værter.

Landsholdet samles for første gang i tre måneder, og derfor giver vi her landstræner Heinz Ehlers og hans team fem friske bud på rødt- og hvidt-aspirerende Metal Liga-spillere.

Niklas Andersen, Esbjerg Energy
33 kampe, 27 point (11+16), +14

Da Jesse Mychan kom til lidt inde i sæsonen, tog det pludselig fart for Niklas Andersen. Sammen med Christian Wejse har de ageret bundsolid angrebskæde for vestjyderne, og været ét af få stabile holdepunkter for cheftræner Mark Pederson.

Den kraftfulde og målfarlige wing har gang i sin markant bedste sæson. Han kunne være et frisk bud på en debutant på de ydre mandater.

Matthias Asperup, Rødovre Mighty Bulls
21 kampe, 28 point (11+17), -7

Den finurlige, skøjtestærke tekniker har tidligere været relativt fast inventar i landsholdets træningsturneringer henover de seneste sæsoner. Senest i Polen var han dog ikke med, men stærke præstationer den seneste tid, hvor han har drevet Rødovres offensiv, kunne give ham en chance under Ehlers' regime.

Asperup er blot 23 år, selvom har allerede i mange år har været stamspiller og profil i Rødovre. Der kan være yderligere potentiale at forfølge, og måske udlandseventyret efterhånden skal afprøves?

Rasmus Lyø, SønderjyskE
32 kampe, 11 point (3+8), +21

Odense-backen har været brølstærk og en undervurderet bastion hos henholdsvis Odenses, Gentoftes og nu SønderjyskE's forsvarslinjer.

24-årige Lyø slår sjældent større brød op, end han kan bage, men gør sit forsvarsarbejde til punkt og prikke - og samtidig med kloge beslutninger i spillet ud af zonen. Hans +21-rating er sønderjydernes bedste. Senest var han da også med i landsholdstruppen i Polen.

Nikolaj Carstensen, Aalborg Pirates
29 kampe, 15 point (2+13), +15

Han er netop fyldt 23 og spiller sin anden sæson i Aalborg efter skiftet fra barndomsklubben SønderjyskE. Her er han gået direkte ind blandt de bærende danske profiler.

Han er solid i egen zone, kan transportere pucken og kunne, sammen med fx Lyø, være et godt bud med fremtidspotentiale til ét af VM-truppens yderste mandater de kommende år. I første omgang bør han være i spil til den forestående Østrig-tur.

Mathias Seldrup, Esbjerg Energy
20 kampe, GAA på 2.22, redningsprocent på 92,3

Ligaens bedste redningsprocent. Det taler sit eget, tydelige sprog på et hold, der har ledt med lys og lygte efter stabiliteten.

Den har Seldrup bragt, når han har fået tjansen mellem stængerne, hvor han efterhånden klart har distanceret Nikolaj Henriksen som vestjydernes førstevalg.

Det 22-årige målmandstalent kæmper med navne som Dahm, Sørensen, Galbraith og Lillie om landsholdschancen i Østrig. Og er måske ved at bringe sig i spil til en udlandschance.

Usual suspects som Thomas Spelling, Julian Jakobsen (hvis han er sin skade kvit), Morten Poulsen, Kristian Jensen, Steffen Klarskov, Højbjerg-tvillingerne m.fl. anses som relativt sikre bud på den kommende landsholdstrups ligarepræsentanter.