Dansk mester i fredags: Nu meldes han til Sverige
22-årige Mathias Røndbjerg forlader, ifølge svensk medie, Rungsted Seier Capitals mesterhold.
Af Thomas NielsenNormalt yderst velunderettede Kvällsposten beretter nu om endnu en dansk tilgang i Malmö.
Denne gang dog ikke hos Malmö Redhawks i SHL, som udvikler sig til en regulær danskerkoloni den kommende sæson med hele seks rød-hvide islæt i truppen.
I stedet er det 'farmerklubben' og bysbørnene fra IK Pantern i Allsvenskan, der har kastet deres kærlighed på endnu en dansker.
Backen Mathias Røndbjerg, nyslået dansk mester med Rungsted Seier Capital i fredags og landsholdsdebutant i denne sæson, har således, ifølge ishockeyjournalisten Johan Svensson, valgt IK Pantern blandt flere interesserede Allsvenskan-klubber.
I forvejen er Oliver Larsen og Nick Olesen på plads i truppen den kommende sæson, og således ligner det, indtil videre, ni danskere i Malmö-området den kommende sæson.
Røndbjergs lillebror Jonas har de seneste sæsoner spillet for Växjö i SHL, men fortsætter ikke hos sidste sæsons svenske mestre.