Galansky: - Han er en af de klogeste, jeg nogensinde har spillet med
Alexander Bumagins tilbagekomst i Frederikshavn vækker stor glæde. Også blandt holdkammeraterne.
Af Thomas NielsenDet var en af sensommerens store bomber, da Frederikshavn White Hawks annoncerede Alexander Bumagins kontraktforlængelse.
Den tidligere KHL-spiller ankom et stykke inde i sidste sæson, og markerede sig hurtigt blandt ligaens allerbedste spillere.
I Danmarks nordligste skøjtehal befinder stærke Tadeas Galansky sig desuden fortsat på sin faste plads mellem stængerne, og han glæder sig over, at holdet igen råder over russiske Bumagin.
- Det er selvfølgelig rart at få Alex tilbage på vores hold. Han har en masse erfaring fra KHL, og vores unge spillere kan lære en masse fra ham. Han er nok en af de klogeste spillere, jeg nogensinde har spillet med, fortæller den tjekkiske målmandsprofil til Hockeytinget.dk.
Vendelboerne, der søger at komme længere op på medaljeskamlen efter sidste sæsons bronzehøst, er kommet godt fra land i den nye sæson.
- Det er gået godt hidtil. Vi har en masse nye spillere, så vi lærer hinanden at kende på og udenfor isen. Jeg tror, at vi har et godt hold i år med en masse talent og evner, siger Galansky og fortæller om sin egen målsætning:
- Mit mål er det samme hvert år. Vi skal vinde noget som hold, og personligt vil jeg være den bedste, jeg kan være, konstant i alle kampe, forklarer han.
I aften skal Frederikshavn White Hawks i aktion på egen is, når det svenske Division 1-mandskab Borås besøger Nordjyske Bank Arena.