Vi kan se at du anvender AdBlock til at skjule reklamer på vores site. Vi håber at du vil overveje at tillade reklamer på vores site, så vi fortsat kan skabe masser indhold af høj kvalitet til dig.

Template for Oddset widget

KLUMME: Da coronaen ramte Metal Ligaen

I den sidste uge er det blevet bekræftet, at covid-19 er et vilkår i denne sæsons Metal Ligaen, skriver kommentator Jimmy Bøjgaard.

Af

I dag for en uge siden kom det, man godt har vidst siden foråret, og i hvert fald hele sommeren, ville komme.

Covid-19 i Metal Ligaen.

Det var umuligt at forestille sig 216 grundspilskampe uden spillere udenfor med coronavirus, men det var nok overraskende for mange, at der pludselig var syv smittede i Herlev.

Derfor måtte holdets kamp i fredags aflyses, og det måtte Herlev Eagles' kamp i tirsdags i øvrigt også, og mon ikke også deres sidste kamp før "landsholdspausen" på søndag aflyses.

Jeg skriver "landsholdspausen", fordi den jo paradoksalt nok også er aflyst inklusive de to planlagte kampe mod U25-landsholdet og Pressens hold. Årsag: Corona. 

De syv smittede Herlev-spillere blev til otte, og de foreløbig to aflyste kampe er delt med halvandet point begge hold, hvilket har affødt nogle spørgsmål. Tak til alle jer, der har skrevet til mig på de sociale medier for opklarende spørgsmål, om, hvorfor reglerne er sådan.

Det er helt enkelt, for ligaklubberne vedtog inden sæsonen en protokol for, hvordan man skulle håndtere coronaen og eventuelle smittetilfælde.

Her besluttede man, at syv tilfælde eller flere på et hold, ville aflyse holdets kampe, indtil spillerne var raske og tilbage i truppen. 

Det er helt bevidst, at kampene skulle aflyses, for ikke at ødelægge turneringsrytmen og presse programmet sammen senere på sæsonen.

Jeg kan godt forstå spørgsmålene omkring pointdelingen.

Og det kan da godt vise sig gunstigt for nogle, at få halvandet point. F.eks. top-5-holdene, som er dem, der har scoret mere end halvandet point i snit pr. kamp.

Måske skidt for andre, ikke at have muligheden for flere point i eventuelle aflyste kampe, men det er så hypotetisk, at det ikke er værd at bruge tid på.

Og det er kun Herning, Herlev, Odense og Rødovre, der for tiden scorer under halvandet point i tabellen.

Man kan da sagtens for sjov lege med konsekvenserne i forhold til seedninger og de sidste slutspilspladser, og halvandet point i en række kampe kan faktisk vise sig, at hjælpe Herlev Eagles på den korte bane. 

Kunne man få det i hver kamp i en sæson, så ville man stensikkert gå i slutspillet i ligaen med ni hold.

Sidste sæson var man faktisk blevet nummer 6 i grundspillet.

Men nu kan man af gode grunde ikke høste halvandet point i en hel sæson, for da det kræver mindst syv spillere ude, så ville man få hele holdet smittet igennem på et par måneder, og dermed højest få 10-15 gange 1,5 point. 

Og her er vi altså helt ude på det teoretiske overdrev og i tankeeksperimenter, men hermed svar til konspirationsfolket, som jeg har fået lidt post fra de seneste dage. 

Reglen er dog helt klar - og den følger man så bare. 

I større sammenhæng, er det en del af ligaens corona-protokol. Her specifikt for smittede spillere, men i større sammenhæng også som en del af protokollen for afviklingen af kampe.

Jeg har været til tv-kampe i Esbjerg, Aalborg, Odense og Herning - og har bevidst holdt mig alle andre steder fra. 

Alle fire steder har det været meget professionelt, og med følelsen af, at der afvikles med sikker hånd.

Den første kamp i Esbjerg var jo speciel, da det var den hidtil eneste spillerunde med plads til nogenlunde normal grundspilskapacitet.

I Esbjerg betød det plads til cirka 2000 ud af de omkring 4100, der kan være.

Der kom kun knap det halve - sikkert hjulpet af, at statsministeren netop havde været på pressemøde to og en halv time før kampe, og bl.a. sat kapaciteten i ligahallerne ned til 375 tilskuere.

Det er en anden diskussion, men pointen er bare, at det føltes meget sikkert i Esbjerg.

Og i Aalborg, Odense og Herning har det jo så været godt og vel forsvarligt med meget større afstand, end når man handler i sin lokale butik.

Hvad var så historien med de syv Herlev-spillere, der dagen efter blev til otte? Samtidig med, at SønderjyskE fik to smittede, og Herning én, som det var status i lørdagens tv-kamp.

Vi ved det ikke præcist, og spørgsmålet er, hvor meget man kan spore i Herlev.

Er det på isen? Under bruseren? I omklædningsrummet?

Det springer umiddelbart i øjnene, at Herlev fredagen før de positive tests mødte SønderjyskE, og tirsdagen før Herning. De to andre hold, der fik smittede.

Men kom smitten til eller fra SønderjyskE? Eller udefra og ind i omklædningsrummet fra spillere, der hver dag studerer eller går på arbejde?

Det interesserer Styrelsen for Patientsikkerhed sig sikkert for, og rent hockeymæssigt kan man konstatere, at protokollen virker på den måde, at det var de ugentlige tests, der fangede de fleste af de aktuelle tilfælde i Metal Ligaen.

Særligt selvfølgelig dem, der ikke havde symptomer, og også de nye tilfælde, der i starten af ugen blev konstateret i SønderjyskE og Herning.

Det bør ikke være show must go on for enhver pris, og sundheden kommer først i en pandemi, som har taget til i samfundet.

Men den nuværende protokol med ugentlige tests virker, og er i øvrigt helt afgørende for, at man kan gennemføre ligaen på linje med de øvrige fem ligaer, der i Danmark er kategoriseret som professionelle.

Og regeringen udvidede begrebet i fredags, så alle øverste ligaer i alle sportsgrene nu må afvikle deres turneringer, herunder Kvindeligaen i ishockey.

Og så skal man være bevidst om, at det vil have store konsekvenser, hvis ligaen skulle lukkes helt ned, som man ser det i andre europæiske lande. 

For dansk ishockey vil alene en pauseknap på aftalerne med Dansk Metal og TV 2 sende dansk ishockey i krise, og samtidig er de offentlige støtteordninger ganske gunstige, så man får ret god offentlig hjælp til udgifter, som her i den tidlige grundspilsfase måske ikke havde genereret mange flere indtægter, må man formode. 

Lige nu afspejler både afvikling og smittetilfælde samfundet omkring os, som er meget åbnet op, men under en vis kontrol, og præget af mange flere smittede, end for få uger siden. Og vi er meget heldigere i Danmark, end andre steder i verden.

Man kan overveje, om der skal en lyntest til, før kampe med hold med smittetilfælde skal afvikles. Det kunne have været i lørdags, at man testede Herning og Aalborg på den måde, fordi der var gået tre dage siden sidste test.

Andre justeringer kan også komme til.

Men dybest set, så følger man i ishockey protokollen fra andre sportsgrene i ind- og udland, hvor spillere og ledere tages ud, når de testes positive.

Status lige nu er otte smittede spillere i Herlev, tre i SønderjyskE, en i Herning (plus to ledere), før der i dag kommer nye tal. 

Man må forvente, at der løbende kommer nye smittede, som må tages ud, men forhåbentlig ser vi ikke igen syv smittede på samme tid, selvom man kan langt fra udelukke det. 

Jeg hader udtrykket "dansen med corona". Men vi kommer til at skøjte med coronaen i hele denne sæson, desværre.

Hold modet oppe derude - der kommer gode tider efter coronaen. Også i en skøjtehal!