Vi kan se at du anvender AdBlock til at skjule reklamer på vores site. Vi håber at du vil overveje at tillade reklamer på vores site, så vi fortsat kan skabe masser indhold af høj kvalitet til dig.

Template for Oddset widget

MINDEORD: Landsholdets livlæge er gået bort

Foto af Hockeytinget

Per Albæk var landsholdets trofaste læge i hele dansk ishockeys gyldne æra. Ishockeykommentator Jimmy Bøjgaard mindes ham.

Af

En af de helt store i dansk ishockeys gyldne æra, er gået bort. Dansk ishockey har mistet et par generationer af viden og erfaring.

Når man kan skrive det om en person, uden at vedkommende gjorde sig med skøjter og udstyr på, så har man virkelig sat et livsvarigt indtryk i ishockeysporten.

Og det gjorde han, landsholdets læge i et kvart århundrede, Per Albæk.

Med nål, tråd og et smittende humør, som ramte enhver spiller, leder og journalist, som fik fornøjelsen at opleve ham på lægebriksen, i spillerboksen, eller i baren til en kold øl, for at snakke VM-dagen ned.

Altid hjælpsom og med et smil på læben. Det tror jeg alle husker ham for.

Ishockeylandsholdets og Herning Blue Fox' trofaste læge, Per Albæk Jensen, sov i lørdags stille ind efter et længere kræftforløb.

En forbandet sygdom med en urimelig timing, efter at han for to og et halvt år siden gik på pension for at nyde sin familie, børnebørnene, rejserne, og sommerferierne på Fur. Han blev kun 68 år.

Per Albæk var i årtier læge for Herning Blue Fox og det danske landshold, foruden at drive sin private praksis i Ikast. I mange år dannede han parløb med legendariske Frede Jensen, som Albæk selv beskrev som sin ven og læremester.

Selv i de senere år, hvor Per Albæk selv var en af de mest respekterede og erfarne ishockeylæger i verden. Han opnåede således status af supervisor for det internationale forbund, og var medicinsk chef under VM 2018 i Herning.

Han stod i lære hos Frede Jensen - både som ung læge og senere som ishockeylæge.

I næsten 20 år delte de landsholdet og Herning Blue Fox imellem sig, og de blev synonyme med dansk ishockeys gyldne æra fra C-gruppen til det bedste VM-selskab siden 2003.

Per Albæk kom med i 90'erne, da Danmark lå i B-gruppen, og hvor man blev sendt til sundhedstjek hos Doktor Albæk, hvis man vovede at vanvidsdrømme om A-gruppen.

Men Albæk var senere med hele vejen i landsholdseventyret med utrolige 17 VM-turneringer på højeste niveau.

Nu er både Frede Jensen - han døde i 2015 - og Per Albæk væk, men minderne lever videre.

Hvor har alle de gode hockeyfolk i himlen dog kompetent lægehjælp, og en hyggelig sludder ved hånden.

Det er umuligt at opridse alle Per Albæks meritter i dansk og international ishockey, men han startede årtiers karriere som klublæge i Herning med at være en del af Danmarkshistoriens mest vindende ishockeyklub, som læge for nogle af de største mesterskabshold i Hernings gyldne æra i 90'erne og 00'erne. 

Han blev løbende sluset ind af læremester Jensen og i forbindelse med sønnens ishockeykarriere, så selv for familien står det lidt uklart, hvornår han præcis kom med ombord i Herning.

Men hans medaljehøst i Blue Fox er i omegnen af 10 danske seniormesterskaber og et tilsvarende antal medaljer. Det er vanvittige tal.

Han var også ishockeyforælder, og havde den store glæde at se sønnen Jesper vinde DM med Herning i 2001 og 2003, og i '03 endda med fem slutspilsmål og en stor aktie i guldet.

Sønnike plaffede pucken ind med højrefatningen, og farmand var så stolt.

Det var han også, da Jesper Albæk støttede op om ishockeyen i Aarhus. For sådan var Per Albæk.

Med på højeste niveau, fordi han var dygtig og heldig, at have sit virke i en unik tid for dansk ishockey.

Men han glemte ikke, hvor det hele udsprang fra, fordi han selv havde den glæde som forælder, og levede et liv fyldt med (ishockey)venner på alle niveauer.

Landsholdet lå som bekendt i B-gruppen, da Per Albæk kom ind på holdet.

Hans rolle blev større og større, og enhver spiller i dansk ishockeys gyldne generation med VM-kvartfinalister og NHL-stjerner som cremen, har Doktor Albæk været læge for.

Oprykning til A-gruppen, 17 A-VM, to VM-kvartfinaler, VM på hjemmebane.

Han stod klinet op af glasset i Herning, da Danmark scorede sejrsmålet mod Finland i en af de største kampe i dansk ishockeys historie.

Forinden havde han hjulpet mig med at få stemme til den store kamp. 

"Jeg har en sugetablet, der tager det". For sådan var han. Hjælpsom mod alle.

Utallige ishockeyspillere har han hjulpet - også nogle alvorlige tilfælde, hvor det skulle gå stærkt og meget rigtigt til.

Det har jeg i de senere år talt med ham om, og han var utrolig glad på spillernes vegne, når de ting gik godt.

Og så er der alle de tilfælde, hvor han har fået slidte og skadede ishockeyspillere gjort klar til de sidste 2-3 VM-kampe efter en sæson med omkring 100 kampe i kroppen. Der kunne han noget, som selv erfarne læger ofte ikke forstår.

Det fortæller alt om mennesket Per Albæk, at han havde to måder at sy flænger på.

Den hurtige til at få spillerne på is, få minutter efter.

Den pæne til, at de så godt ud på bryllupsbilledet eller familiebillederne efter karrieren.

Hvor har landsholdsspillere i flere generationer været heldige, at have ham ombord.

Jeg dumpede helt spontant ind i Per Albæk i korridorerne i VM-arenaen i Kosice for godt et år siden. Det var dejligt at se ham. Han var optimistisk, og troede på nogle gode år foran sig. 

Desværre lykkedes han ikke med det, men minderne om ham lever videre.

Noget af det sidste han oplevede i sit liv her i de seneste uger, var, at nogle af dansk ishockeys største landsholdspersonligheder sendte ham hjertelige hilsner, som han blev rørt over. 

Det var et kærligt farvel fra landsholdet til deres livlæge.

I morgen bisættes han, omgivet af familie, venner, NHL-stjerner og landsholdslegender.

Æret være Per Albæks minde.