OFFICIELT: Aalborg Pirates henter guldvindere hjem

Aalborg Pirates har nu brugt deres to første udlændingekort. Og det er begge gamle kendinge.
Af Thomas NielsenTo af guldheltene fra 2017/18-triumfen vender tilbage til Aalborg Pirates. Canadierne Pierre-Oliver Morin og Olivier Hinse har begge skrevet kontrakt for den kommende sæson.
Det meddeler nordjyderne fredag.
Morin spillede i den forgangne sæson for Saint-Georges-de-Beauce COOL-FM i den hjemlige LNAH-liga, mens Hinse var med for Ravensburg Towerstars, der vandt DEL2-slutspillet i Tyskland.
- Morin kender vi fra forrige sæson, hvor han var en del af det hold, der var med til at vinde The Double. Vi ved hvad han står for og hvad vi kan forvente af ham og omvendt. Han kommer med en stadig sult for mesterskaber og viste om nogen hvordan man stepper op i et slutspil, udtaler cheftræner Garth Murray i en meddelelse fra klubben.
Den canadiske Aalborg-boss supplerer med følgende omkring Olivier Hinse, der ligeledes gør comeback i Pirates-tøjet.
- Hinse var en stærk spiller i vores mesterskabssæson, hvor han tog stor ansvar på og uden for isen. Han bidrog med godt spil og var en bærende faktor for vores guldsæson. Vi er rigtig glade for, at Hinse vender tilbage til Aalborg, lyder det.
Hidtil har Aalborg Pirates oprustet markant på danskerfronten. Morin og Hinse bliver derimod de to første islæt på udlændingesiden.

