ET BUD PÅ HERNINGS KÆDER: Syv imports og lokale rødder
De kommende august-dage sætter vi en tidlig lup på Metal Ligaens ni hold, og giver et bud på de kommende kæder.
Af Thomas NielsenÉt efter ét går vi de ni Metal Liga-hold efter i sømmene, og kommer med vores bud på en kædesammensætning.
Forbeholdene står i kø, for vurderingen kommer uden at have set nye, og for den sags skyld også gamle, giraffer i aktion ved selvsyn i den nye sæson. Hverken til træning eller kamp.
Derudover vil der altid være lige så mange holdninger, som der er mennesker - se derfor dette som et oplæg til debat.
Vi starter nedefra i forhold til sidste sæsons slutstilling i grundspillet, og er i dag nået til sidste sæsons nummer seks, Herning Blue Fox.
MÅLMÆND:
Status quo på Heden, hvor Simon Nielsen fortsat er ubetinget etter i målmandshierarkiet.
VM-keeperen får rigeligt med istid i midtjydernes mål, og han får igen 20-årige Albert Adamsen som ganske uerfaren gardering.
I spændet mellem Blue Fox og talentholdene befinder Frederik Søgaard sig som tredjekeeper.
Starter: Simon Nielsen
Back-up: Albert Adamsen
BACKER:
Daniel K. Nielsen tager endnu en tørn på sin barndomsklubs backlinje, der tegner sig ganske stærk.
Tre danskere med landsholdserfaring suppleres af tre udlændinge. Mest interessant er russeren Dmitri Kostromitin, der kommer med 100 kilo og solid KHL-erfaring.
Denne signaturs bud er, at han bliver ankeret i et backpar med Daniel K. Nielsen, der dermed får lidt ekstra offensiv frihed. Derudover parres de to canadiere, mens hjemvendte Rasmus Nielsen kan udgøre et yderst solidt makkerskab med Nicolai Weichel. Talentfulde Andersen og Jessen står på spring ved skader.
Dmitri Kostromitin (RUS) - Daniel K. Nielsen
Sean Flanagan (CAN) - Daniel Maggio (CAN)
Rasmus Nielsen - Nicolai Weichel
Victor Andersen - Jakob Jessen
FORWARDS:
De mange lokale Herning-rødder skuffede set over en bred kam i den forgangne sæson, hvor Petri Skriko og Co. ikke fik forløst de fine CV'er.
Interessante Brodie Dupont kunne være et middel til, at Morten Poulsen og Lasse Lassen for alvor melder sig tilbage blandt ligaens største profiler.
Midtjyderne er stærke ned gennem midten, og så er der et godt mix af typer, som den nye træner, canadiske Ben Cooper, skal sammensætte korrekt.
Morten Poulsen - Brodie Dupont (CAN) - Lasse Lassen
Markus Jensen - Mark MacMillan (CAN) - Cameron Brace (CAN)
Kristoffer Lauridsen - Jan Dalecky (CZE) - Joachim Linnet
Peter Eg Larsen - Sebastian Ruders - Thomas Andersen