Dallas Stars fyrer træneren - optrådte uprofessionelt

Det fjerde trænerskifte er allerede en realitet i NHL i denne sæson.
Af Thomas NielsenDet sendte chokbølger i og udenfor spillertruppen hos Dallas Stars, da holdets ledelse tidligere i dag valgte at fyre cheftræner Jim Montgomery.
Årsag: Uprofessionel opførsel.
- Dallas Stars forventer, at alle vores ansatte optræder med integritet og udviser professionel opførsel mens man arbejder for og repræsenterer vores organisation.
- Denne beslutning blev truffet grundet uprofessionel opførsel, som ikke harmonerer med kerneværdierne hos Dallas Stars og i NHL, udtaler general manager Jim Nill i en meddelelse.
Det forlyder ikke, hvad Montgomery konkret har gjort, for at udløse fyresedlen. Den 50-årige overtog tøjlerne den 4. maj sidste år.
Assistenttræner Rick Bowness tager over som cheftræner.
Montgomerys fyring giver dermed allerede sæsonens fjerde trænerskifte i verdens bedste ishockeyliga.

