NHL-stjerne træner med i norsk klub: - Det er en stor ære

Colorado Avalanche-stjernen Mikko Rantanen skal den kommende tid træne med hos norske Storhamar.
Af Thomas NielsenDet norske mandskab, Storhamar, får fint besøg på træningerne den kommende tid.
Colorado Avalanche-stjernen Mikko Rantanen har endnu ikke sin kontrakt på plads, og derfor har han trukket i et par finske kontakter.
Miika Elomo og Petteri Nummelin er trænere for Storhamar, og via en god relation til disse, er Rantanen nu på vej til Norge for at finpudse NHL-formen.
- Det er en stor ære for os, at Mikko vælger at komme til Hamar for at træne med os. Det er stort for klubben og for norsk ishockey. Han er en af Finlands allerstørste stjerner, og han kommer til at hjælpe med at øge kvaliteten hver dag. Han bliver hos os i mindst en uge, og derefter er det afhængigt af hans kontraktsituation i NHL, udtaler Elomo.
Mikko Rantanen er blandt de unge stjerneskud, der er restricted free agents og som endnu ikke har deres kontraktsitation afklaret for den kommende sæson.
Heriblandt er Toronto Maple Leafs-stjernen Mitch Marner også. Han træner med i Schweiz den kommende tid.
Finske Rantanen stod for 87 point i 74 kampe for Colorado Avalanche i sidste sæson.

